Glædens Vej: Ja, så sidder jeg her igen og skal prøve at formulere noget nyt, selv om damernes kamp mod Hvidovre i bund og grund lignede de tidligere kampe til forveksling. Nye læsere kan her få et kort, unuanceret referat. De som plejer at følge lidt med i damernes kampe kan stoppe her eller læse de sidste, efterhånden mange, referater for at få en mere nuanceret dækning.

Helt kort: Herlev er godt organiseret, men skaber ikke meget fremadrettet. Man sidder og venter på den fejl, der skal afgøre kampen , og i dagens anledning kommer den i form af et uheldigt selvmål. 1-0 til Hvidovre, hvilket må siges at være fortjent, da gæsterne viste bedre spil end hjemmeholdet.

Ikke mange spillere fra Herlevholdet viste det spil, som jeg ved, at de kan præstere. Én spiller skilte sig dog ud i dagens kamp. Mia Jensen leverede en flot indsats, og for anden kamp i træk gik hun forrest i et sandt arbejdsraseri.

Ellers virker det generelt som om, at dameholdets positive udvikling er gået helt i stå. I sæsonstarten var det en ren fryd at overvære damerne. Holdet var blevet godt organiseret, hvilket de stadig er rent defensivt, og også det offensive spil udviklede sig fra kamp til kamp. Herlev formåede i de første kampe at være spilstyrende og kreere den ene chance efter den anden. Problemet på det tidspunkt var bare, at chancerne ikke blev omsat i mål. Men vi trøstede os med, at det jo var i starten af sæsonen, og at målene nok skulle komme lidt senere. Men nej!. Faktisk er problemet NU ikke, at damerne ikke scorer på chancerne – de skaber nemlig ingen!. I de sidste par kampe har holdets angrebsspil været lige så uinspirerende at se på, som at overvære maling tørre. Hvor der i sæsonstarten var fantasi og struktur over spillet, er hele angrebsspillet nu henlagt til tilfældigheder. Ingen tager ansvar, og spillerne virker forkrampede, så snart de når over midten. Der er så meget alibi over spillet, at Jack The Ripper med bare en tiendedel af dette, kunne være blevet en fri mand. I de sidste tre kampe har holdet kun lukket fire mål ind. Med baggrund i en sparsom sproglig studentereksamen får jeg dette til et gennemsnit på 1,33 mål pr. kamp. Dette er i sig selv en præstation, der i ”normale” tilfælde ville afstedkomme tre sejre. Men da pigerne ikke selv har formået at passere modstandernes målmand en eneste gang i samme tidsrum, er det blevet til tre nederlag i stedet(0-2,0-1,0-1). Jeg har regnet lidt på det og nået frem til, at det er præcist 3 timer 52 minutter og 21 sekunder (næsten fire timer!) siden, at Mette Bidstrup lavede Herlevs sidste mål. Målet blev scoret d. 19. januar i første periode mod Vanløse. Der er med andre ord en måltørke på Herlevholdet, der kræver mere end et tropisk regnskyl for at bløde det lidt op. Inspireret af de indendørsfodboldstævner man frekventerede som lille dreng, udlover jeg personligt en karamelstang til næste målscorer for dameholdet!.

En frustrerende situation for trænerne og ikke mindst holdet selv. Hvad er gået galt ??. Hvordan kan udviklingen være gået helt i stå, og faktisk være på retur ??. Jeg kunne komme med et par bud her, men trænerne må alt andet lige være mere kapable på dette område. I sidste ende tror jeg, at spillerne må gribe i egen barm(undskyld mig udtrykket). Stille sig selv de ovenstående spørgsmål – kigge hinanden i øjnene – tage staven i den anden hånd og så ellers ved fælles hjælp arbejde sig tilbage op på det niveau, som de vitterlig har bevist, at de kan være på. Der er ingen nemme udveje. Det kræver hårdt arbejde og ikke mindst mental støtte. Bak hinanden op og få glæden tilbage i spillet, for det virker som om, at glæden er forsvundet – den glæde som smittede af på alle, der overværede jeres kampe. I er stoppet med at SPILLE floorball, og det gør jer frustreret og jeres spil forkrampet. Find tilbage til jeres grundspil og arbejd ud fra det. Løb for hinanden, tilbyd jer og prøv at finde glæden frem, for med glæden kommer SPILLET. Det lyder filosofisk, men jeg tror, at nøglen til at genskabe spillet ligger for enden af GLÆDENS VEJ….

Så kom jeg alligevel med et bud…..hmmm

Og så til sidst en opfordring til alle om at støtte pigerne under kampene. De har brug for mere opbakning end en flok tavse klubkammerater….