Herre 1 tog første stik
Med en 8-måls sejr har Herlev kurs mod Umbroligaen næste sæson
Af Jesper Frank Christensen
Søndag skulle Herre 1 ud i den første af to kvalkampe imod Benløse, som træner Carsten Bjerregaard før kampene kaldte ”De vigtigste kampe i Herlev FCs historie”. En skidt afslutning på den regulære sæson, som endte med fire konsekutive nederlag, var ikke ligefrem den bedste optakt til disse kampe, men alligevel var der en god portion optimisme at spore hos de 13 spillere, der stillede til start i Benløse.
Lad det være sagt med samme: Herlev blev fuldstændig taget på sengen, og Benløse var overalt i første periode. Hjemmeholdet dominerede totalt i alle spillets faser, og føringen på tre mål var ikke et mål for meget, da de første tyve minutter var overstået.
Stemningen var mildes talt trykket i pausen, men alligevel formåede Herlev at få hevet sig op til starten af 2. periode, der skulle blive en bemærkelsesværdig én af slagsen. Herlev gik længere frem for at stresse hjemmeholdet, hvilket øjeblikkeligt udmøntede sig i et par store chancer. Thomas Gaard satte Herlev på tavlen, da han ekspederede bolden det sidste stykke over stregen efter en tværpasning fra Carsten Bjerregaard. Herefter indtog Herlevs powerplay banen, hvilket skulle vise sig at afgøre kampen. Først blev en 2 min begået imod Jesper Frank udnyttet af Peter Meincke, der slog bolden i mål fra tæt hold. Herefter blev Felix Egestad taklet hårdt i banden af den tidligere Herlevspiller Lars Iversen, der måtte 5 minutter i udvisningsboksen. Nu tog powerplay formationen for alvor fat, og seks mål blev sat ind i løbet af de fem minutter, med Peter Thage og Felix Egestad som målscorere med tre mål hver. Især Felix Egestads scoring til 6-3, som flot blev sat ind med en hurtig zorro-bevægelse bag fra mål, må have gjort ondt på hjemmeholdet, da det vist ikke er første gang, den detalje er blevet udført i Benløsehallen. 8-0 lød periodescoren i Herlevs favør, og kampen var fuldstændig vendt på hovedet.
Tredje periode startede med lidt af en stillingskrig, da et par scoringer i den ene eller den anden retning ville få vital betydning for udgangspunktet i returopgøret. Herlev bed først fra sig, da Jesper Frank erobrede bolden og lagde den til rette for Peter Thage, der skulle sætte bolden i nærmest tomt mål, men en Benløse-spiller kom glidende på tværs og reddede bolden, hvilket resulterede i straffeslag og udvisning. Desværre blev hverken straffeslaget eller powerplay’et udnyttet, men angrebsduoen Jesper Frank/Peter Thage tog revanche kort efter, hvor førstnævnte bag fra mål fandt sidstnævnte, der scorede til 9-3. Jesper Frank udbyggede til 10-3 på kontra, og Carsten Bjerregaard scorede til 11-3 på et besynderligt mål, hvor Herlev-træneren fik ufattelig meget plads til at trække frem i midten og sende et ikke særlig godt skud mod mål. Skuddet gik et stykke ved siden af venstre stolpe, men da ingen af Benløse-spillerne tog initiativ til at snuppe returen fra bagbanden, fulgte Calle selv op og prikkede den i mål. Thomas Gaard sluttede Herlevs målfest af med scoring til 12-3, før Benløse fik en lille håndsrækning af gæsterne, da Peter Thage helt korrekt blev idømt en 5 minutters udvisning af kampens i øvrigt glimrende dommere for at slå Benløse-keeperen over fingrene. Overtallet blev aldrig rigtig farligt, men en enkel reducering blev det alligevel til, da Claes Olsen i Herlevmålet besluttede sig for at være flink ved sin gode kammerat og tidligere Herlev-spiller Jonas Engholt ved at efterlade en lidt unødvendig retur, som blev slået i nettet.
Slutresultat 12-4 i en underlig kamp, som naturligvis giver et yderst tilfredsstillende udgangspunkt for returkampen på lørdag. Til denne kamp håber Herlev igen at kunne råde over Frederik Bloch og Dennis ”Hill” Hansen, der begge var ukampdygtige i søndagens kamp. Den relativt store føring skal dog på ingen måde blive en sovepude, da Benløse især i 1. periode viste, at holdet kan spille rigtig god floorball.
Vi ser frem til at slutte sæsonen ordentligt af på hjemmebane på lørdag med face-off klokken 15.00.
| Hold | Nr. | Navn | Point | Mål | Ass. | Min. |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Ude | 5 | 4 | 4 | 0 | 5 | |
| Ude | 8 | 4 | 3 | 1 | 0 | |
| Ude | 15 |
Peter Meincke
Anfører
|
3 | 1 | 2 | 0 |
| Ude | 66 | 3 | 1 | 2 | 0 | |
| Ude | 57 | 2 | 2 | 0 | 0 | |
| Hjemme |
Kennie Bundgaard
|
2 | 2 | 0 | 0 | |
| Ude | 23 | 2 | 1 | 1 | 0 | |
| Hjemme |
Jonas Engholt
|
1 | 1 | 0 | 0 | |
| Hjemme |
Mads Kræmmer
|
1 | 1 | 0 | 0 | |
| Ude | 16 | 1 | 0 | 1 | 0 | |
| Hjemme |
David de Fries
|
1 | 0 | 1 | 0 | |
| Hjemme |
Tim Jannerup
|
1 | 0 | 1 | 0 | |
| Hjemme |
Jeppe Pil
|
1 | 0 | 1 | 0 | |
| Ude | 11 | 1 | 0 | 1 | 2 | |
| Hjemme |
Kristian B. Hansen
|
1 | 0 | 1 | 2 | |
| Ude | 3 | 0 | 0 | 0 | 0 | |
| Ude | 9 | 0 | 0 | 0 | 0 | |
| Ude | 37 | 0 | 0 | 0 | 0 | |
| Ude | 88 |
Claes Olsen
Målmand
|
0 | 0 | 0 | 0 |
| Hjemme |
Sebastian Schwartzbach
|
0 | 0 | 0 | 2 | |
| Hjemme |
Lars Iversen
|
0 | 0 | 0 | 5 |