LIGE VED OG NÆSTEN FOR FANTASTISK COME-BACK AF HOTBOYS - LYNGBY REDDET AF GONG GONG’EN .
Hotboys beviste i dag, at man kan se knusende godt ud, selvom man nu tilfældigvis, uheldigvis, skulle gå hen og tabe. Dagens gæster i Herlev Dome var rækkens tophold fra Lyngby FF, og der var ingen slinger i valsen omkring det taktiske oplæg fra coach Muffe Widén: ”Uanset hvad – Se rasende godt ud!!!”
Som sagt så gjort. Hotboys så godt ud i stort set alle 60 minutter. Forsvaret stod godt, angrebet bevægede sig flot for hinanden og præsterede mange flot gennemspillede angreb – sågar et par stykker hvor Lyngby’s blåblusede blev blæst rundt i manegen. 1-1 ender 1.periode. Desværre var marginalerne ikke på Hotboys side, og flot eksekverede afslutninger, der i ”stolpe ind” kampene ville have fået en bedre skæbne, går lige forbi - eller Lyngbys kapable keeper klædt i postkasserødt får det yderste af neglene på. 2.periode ender 3-0 til Lyngby, og de scorer yderligere to gange i starten af 3.periode samtidig med at Hotboys får annulleret en Mikkel-scoring (bare fordi vi affyrede friskuddet før der var fløjtet – helt ærligt!? Hvem går op i den slags!). Mikkel har ikke lukket et øje siden! Møder I en nedtrykt mandsperson der ved nattetide vakler rundt på mørklagte gader i Herlev og hulker ”Mit mål, mit dejlige mål” – så er det ham.
Med 1-6 regner de fleste med, at der vel nu kun er æren at spille for. Vi får reduceret … tror vi! Men ak – Blomst bortdømmes for at stå i boksen.
Da det på dette tidspunkt mere end nogensinde handler om at se godt ud, er ordren fra coach Widén, at ved en teoretisk næste scoring skal hele holdet storme henover banen og foran de trofaste supportere danse rundt og markere ”box”. Dén chance for at se helt ekstremt godt ud vil ingen Hotboy undvære, så selvfølgelig scorer vi (Christian Militær og et dyrisk urskovsbrøl). Få sekunder senere står 15 granvoksne gul-klædte mænd og danser rundt som yndefulde ballerina’er foran hujende og jublende supportere.
Dette syn er mere end Lyngby kan tage. De ellers yderste kapable næsten-tredje-divisions-mestre er nu som voks i hænderne på Hotboys, der som glohede knive gennem smør skærer sig igennem, de blåblusede forsvar igen og igen. Blomst efter klumpspil – 3-6! Hr. Skind tryller – 4.6! El Zing fra spids vinkel. Dask! 5-6! Kun ét mål er Hotboys fra at fuldende et fabelagtigt come-back, da de 60 minutter desværre er gået, og Lyngby reddes af gong gong’en.
En anklagende finger må rettes mod Snerlen, og hans snik-snak om at have hørt om en kamp, hvor et hold var bagud 1-8 før 3.periode, for i de sidste 20 minutter at vende kampen og vinde 9-8 (Beviset findes i Hotboys-gæstebogen!). Det lød jo nok som en skudsikker taktik, men hvad nu mod et hold som Lyngby, der nok når op på 6-1, men derefter går i stå … Vidner hævder, at Snerlen på netop det tidspunkt ude på bænlen begynder at genfortælle denne skrøne: ”Husk nu, de skal op på 8 før vi lukker op for posen!” Hvor mange minutter tabte vi, før Coach & Ass-Coach fik grebet ind mod dette nonsens, og en klar taktik blev lagt!? Nok et sted mellem et kvart og et halvt – men det kunne måske ha været nok …?
Det var superærgerligt, men der var flot fight, god stemning og sublime dansetrin hele vejen. Tak til Lyngby for en spændende og fair kamp. Når I kan slå Hotboys i Herlev Dome, fortjener I at rykke op.
| Hold | Nr. | Navn | Point | Mål | Ass. | Min. |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Ude |
Rune Knudsen
|
3 | 1 | 2 | 0 | |
| Ude |
Selas Jakobsen
|
2 | 2 | 0 | 2 | |
| Hjemme | 91 | 2 | 1 | 1 | 0 | |
| Hjemme | 26 | 2 | 1 | 1 | 2 | |
| Hjemme | 19 | 1 | 1 | 0 | 0 | |
| Hjemme | 88 | 1 | 1 | 0 | 0 | |
| Ude |
Thomas nielsen
|
1 | 1 | 0 | 0 | |
| Ude |
Brian Madsen
|
1 | 1 | 0 | 0 | |
| Ude |
Casper Astrup
|
1 | 1 | 0 | 0 | |
| Hjemme | 10 | 1 | 1 | 0 | 2 | |
| Hjemme | 11 | 1 | 0 | 1 | 0 | |
| Hjemme | 13 | 1 | 0 | 1 | 0 | |
| Hjemme | 44 | 1 | 0 | 1 | 0 | |
| Ude |
Thomas Hansen
|
1 | 0 | 1 | 0 | |
| Ude |
Jacob Phillipsen
|
1 | 0 | 1 | 0 | |
| Hjemme | 1 |
Philip Heyde
Målmand
|
0 | 0 | 0 | 0 |
| Hjemme | 7 | 0 | 0 | 0 | 0 | |
| Hjemme | 89 | 0 | 0 | 0 | 0 | |
| Hjemme | 99 | 0 | 0 | 0 | 0 | |
| Hjemme | 18 | 0 | 0 | 0 | 2 | |
| Ude |
Michael Mølby
|
0 | 0 | 0 | 2 | |
| Ude |
Søren Bethge
|
0 | 0 | 0 | 2 |